Så nærmer nytårsaften sig, og i den anledning er det tid til at lave kransekage. Her får du opskriften på en festlig kransekagetop.

 

Sprøjteglasur til kransekagetop:

100 g. flormelis

18 g. past. æggehvide

 

Sigt flormelissen og bland ingredienserne til passende konsistens.

 

Kransekagetop:

385 g. kranse XX

192 g. sukker

35 g. æggehvide

 

– Bland kranse XX, sukker og æggehvider til en homogen masse.

– Udtag 2 x 250 g, kransekage-masse. 

– Rul nu hver klump ud i stænger med en længde på 70 cm.

– Tryk forsigtigt kransekage-stængerne op ved at bruge håndfladen (så der fås et aflangt "trekantet" stykke)

– Skær nu kransekage-stængerne ud efter følgende mål:

1. stang: 10 cm, 12 cm, 14 cm, 16 cm og 18 cm.

2. stang: 20 cm, 22 cm og 24 cm.

– Læg de opnåede stykker på en bageplade med en silikonemåtte.

– Stykker drejes nu, så der fås kransekage-ringe  – drej evt. stykkerne omkring udstikkerringe, herved sikrer du, at ringene bliver helt runde. 

Sørg for at lukke ringene ordentlig – dvs. der må ikke være nogen sprækker i kransekagen. Brug f.eks. lidt æggehvide til at "lime" ringene ordentlig sammen med. 

– Vej nu 25 g. kransekagemasse af. Tril massen til en rund kugle og læg kuglen på samme plade som kransekage-ringene. 

– Inden afbagning kommes en ekstra bageplade under bagepladen med silikonepapiret – dette gøres for at kransekagens bund ikke bliver alt for mørk under bagning.

– Bag nu kransekageringene og kuglen af ved 200° C i ca. 12-14 min – kransekagen skal være gylden. 

– Efter afkøling sprøjtes kransekagetoppen med sprøjteglasur. Det anbefales at bruge en engangssprøjtepose med wilton-tylle nummer 2.   

Start med at sprøjte den største ring med det klassiske kransekage-mønster. Mens glasuren endnu ikke har sat sig kommes næste ring ovenpå. Sådan forsættes indtil alle ringe er sat sammen og sprøjtet. Til slut kommes kuglen øverst og denne sprøjtes også med sprøjteglasur.

– Pynt kransekagetoppen festligt af, så den passer til dit nytårstema.   

 

– Af den overskydne kransekage-masse er der her lavet bitte-små stykker kransekagekonfekt. Her er anvendt en stofsprøjtepose og wilton-tylle nummer 21.

Alt du skal gøre er at tilføje ekstra æggehvide til din overskydne kransekagemasse. Kransekage-massen skal være så blød, at den kan sprøjtes ud. Når massen har den rette konsistens sprøjtes små stjerner ud på en silikonemåtte med en bageplade under. Pynt f.eks. stykkerne med nødder og mandler.

Kom endnu en bageplade under bagepladen med silikonemåtten og afbag de små kransekage-stykker i ovnen ved 200° C i 3-4 min, til de er let gyldne. 

 

 

God bagelyst og rigtg godt nytår : )