Brioche Pølsehorn
Her kommer en lækker opskrift på brioche pølsehorn. De har en fantastisk smag – og grundet indholdet af smør og æg er de også gode dagen efter de er bagt, eller efter en tur på frost.
- Opskriften giver: 24 stk. 1x
Ingredienser
- 200 g Sødmælk
- 200 g Smør
- 150 g Æg (ca. 3 stk.)
- 600 g Manitoba Hvedemel
- 35 g Sukker
- 10 g Salt
- 15 g Tørgær
- 12 Pølser
- Æg til pensling
Fremgangsmåde
- Smelt smør i en lille gryde – tilsæt herefter mælken og lad det køle af til ca. 30°C.
- I en røreskål blandes alle de tørre ingredienser.
- Tilsæt nu smør/mælk blandingen samt æg.
- Det hele æltes nu i 8-10 minutter, til dejen er samlet og glat. Ælt gerne på en røremaskine da det er en let klistret dej – og sådan skal den være.
- Stram dejkuglen lidt op, og lad den hvile i 15 minutter under en plastikpose.
- Del dejkuglen i 3 lige store stykker, og rul dem ud til cirkler.
- Skær nu hver cirkel ud i 8 lige store trekanter – ligesom en pizza.
- Fugt overfladen af dejen med lidt vand, og placer en halv pølse på hver trekant i den brede ende.
- Rul nu dejen stramt om pølsen – sørg for at enden af dejen kommer til at ligge under pølsehornet.
- Stil dem med lidt afstand på bageplader, og sæt dem til hævning i 45 minutter.
- Tænd samtidig ovnen på 200°C varmluft.
- Pølsehornene pensles med sammenpisket æg og bages i ca. 12 minutter til de er flotte gyldne.
Noter
Tips:
- Efter afkøling kan pølsehornene kommes i fryseposer og på frost – så kan de evt. genvarmes inden servering.
- Brug en croissant skærer til at lave flotte og ensformige trekanter – det er lyn hurtigt.
- Kom dine pølser i letsaltet kogende vand, inden de lægges på dejen. Så kan du trække 15 minutter fra hævetiden.
- Brug en æggespray i stedet for at pensle – det tager ca. 3 sekunder for en hel plade.