GAMMELT OPSLAG – LUKKET FOR ANSØGNINGER 🙂
BageBixen.dk søger nu 2-5 engagerede kagebagere samt én chokolade-elsker, som har tid og lyst til at dele deres kageviden og bagekunst med alle os andre.
Hvad består jobbet af?
Hos BageBixen.dk har vi en trofast skarre af kageentusiaster der følger os på Facebook, modtager vores nyhedsbreve og finder spændende opskrifter på BageBixen.dk. Vi mangler i den forbindelse fornyede kræfter til at udvikle, teste og skrive opskrifter og anmeldelser.
Bliver du en af vores nye Kage Konsulenter eller Chokolade-elsker kan du se frem til at:
- Lave spændende kager efter eget valg
- Dele billeder og opskrifter af dine kreationer
- Teste kage- og chokoladerelaterede produkter
- Skrive guides
Du bestemmer næsten selv hvor meget du vil ”arbejde”, men vi skal som udgangspunkt have mindst ét bidrag om måneden fra dig – gerne flere
Hvem er du?
Vi forventer hverken at du er uddannet bager, konditor eller chocolatier. Til gengæld er du glad for at bage, prøve nye produkter og kan skrive til andre herom. Ydermere skal du gerne kunne tage et par billeder som ledsager til din tekst.
Hvis du i forvejen har en blog, facebookgruppe eller lignende hører vi også gerne fra dig.
Det er fint hvis du laver fondantkager, men det er ikke det vi vil se hver eneste gang 🙂
Får jeg noget for det?
Det er 100% lysten til at bage der skal drive dig. Når det er sagt, så får du selvfølgeligt også noget for dine anstrengelser.
Ved produktanmeldelser får du som udgangspunkt lov til at beholde produktet når det er testet. Ved opskrifter til nyhedsbreve og hjemmesiden vil du blive afregnet i gavekort til BageBixen.dk. Til at starte med vil gavekortets størrelse være på kr. 200,- for hver opskrift.
Hvordan fungerer det?
Nu er det ikke sådan at vi bare bombarderer dig med produkter og kager du skal lave 🙂
Ca. en gang hver anden uge, bliver der sendt en fælles mail rundt til vores Kage Konsulenter, hvor vi spørger hvem der har tid og lyst til fx at teste et specifikt produkt eller bage en kage med et juletema. Ud fra tilbagemeldingerne udvælger vi én der klarer opgaven.
Der vil altid være en deadline på opgaverne, men oftest er den på mindst en måned.
Har du lavet en speciel kage, stor kage, ekstra flot kage eller det lækreste stykke chokolade – så skriver du også gerne uopfordret til os, da vi altid kan bruge netop dine input.
Ok, det er lige mig!
Super! Jamen så mangler vi jo bare at få din ansøgning hurtigst muligt, og senest 20. april klokken 22.00.
Send din ansøgning med et par linjer om dig selv og mindst 3 billeder af forskellige kager, chokolader eller andet lækkert til:
Skriv ”Ansøgning” og så dit navn i emnelinjen.
Vi ser rigtigt meget frem til din ansøgning, og alle ansøgere vil få svar i løbet af uge 17.
De bedste hilsener
Michael
BageBixen.dk